Indfang flokken
Sådan skriver du et godt Call to Action
Et godt Call to Action skal give din læser en klar instruks på, hvad han eller hun forventes at gøre, efter at have læst det indhold du har på siden. Skal det virke, må det ikke bare være en kommando. Det skal også fortælle hvorfor og hvad de får ud af at gøre det, du beder dem om – og allervigtigst skal det være en realistisk handling at forlange for læseren! Læs med her og lær at skrive et godt Call to Action.
Den bedste og mest realistiske handling
Et andet sted hvor kæden også nemt kan hoppe af for din læser, er, når det kommer til hvad det er, du vil have ham eller hende til at gøre, når de er færdige med at læse teksten på siden. Det du beder læseren om, skal hænge naturligt sammen med det, de har læst på siden. Der er ingen, som slår til og køber et produkt til flere tusinde kroner, hvis du kun lige har skitseret de overordnede fordele ved produktet for dem.
Hvad er den bedste og mest realistiske
handling, læserne kan foretage sig,
når de er færdige med at læse indholdet
på siden!
Derfor er det altid en god ide at starte med at spørge dig selv, hvad der er den bedste og mest realistiske handling, læseren kan foretage sig, når han eller hun er færdige med at læse indholdet på siden. Start derfor med at fastlægge denne handling. Planlæg så din tekst og den argumentation den indeholder, så den svarer til og lægger naturligt op til den handling, du ønsker dig af læseren.
Teksten, pointerne og argumentationen skal bygges op, så det bliver helt naturligt for læseren at udføre den handling, du gerne vil have dem til. Derved er der en større chance for, at læseren rent faktisk foretager den.
Det er vigtigt, at den pågældende handling er specifik og at der kun er en valgmulighed for læseren. Samtidig bliver den også målbar. Ved at se på antallet af leads, som den enkelte side har genereret over et stykke tid, kan du bedre vurdere effekten af din tekst – og måske analysere dig frem til, hvor den skal optimeres, for at virke bedre.
Sørg for at det bliver opdaget!
Sørg for at dit Call to Acion er nemt at finde. Det må ikke putte sig og falde sammen med resten af sidens indhold. Det skal være så fremtrædende at folk opdager det – også selv om de ikke har læst resten af indholdet på siden.
Så brug en kasse med en kraftig baggrundsfarve, sæt en tydelig knap i en kontrast- eller anden farve, som ikke indgår i sidens farvepalet – eventuelt med et par pile, der peger hen på knappen – eller brug en anden farve til den tekst, som udgør sidens Call to Action.
På den måde er det nemt at opdage – både for dem som allerede har besluttet sig eller dem, der bare lige skimmer siden.
Fortæl dem hvorfor de skal købe
Ligesom sportsfolk forbereder sig mentalt til en vigtig sportspræstation ved at forestille sig, hvordan det vil føles at vinde, er det vigtigt at du får givet læserne en følelse af, hvordan det er at modtage og bruge det produkt, du sælger og eventuelt også hvilken anseelse, det vil give dem. For vi mennesker køber med følelserne, ikke med vores logiske sans.
Vi køber med følelserne, ikke med vores logiske sans.
Først når den følelsesmæssige side af hjernen er overbevist, træder logikken til og finder de argumenter, den skal bruge for også at blive overbevist.
Sandsynligvis har du allerede nævnt disse ting i teksten. Har du det, så gentag dem nu, så også dem der ikke har læst alt indholdet, får trigget de rigtige følelser.
Bruger du f.eks. en skabelon som denne, får du opsummeret de vigtigste fordel og italesat den eller de vigtigste modargumenter mod produktet eller tjenesten:
Du er kun et klik fra en enkelt og nem kostplan, der sætter dig i stand til at skabe lækre, sunde retter til din familie, uden at du skal bruge en formue på indkøb og mere tid i køkkenet”.
Teksten i fed er den faste del af skabelonen – resten er et eksempel på en formulering, der kan stå imellem de faste dele af skabelonen.
Fortæl dem hvorfor de skal slå til nu
Når du har fortalt dem hvorfor, de skal slå til, er det næste du skal slå på, at hvorfor det er vigtigt at gøre det netop nu.
Her er knaphed eller en tidsbegrænsning de klassiske værktøjer. For betyder det ikke noget, om de køber nu eller en anden dag, ender det oftest med, at de aldrig får det gjort. Dit produkt bliver bare endnu et af dem, der står på listen over ting, de skal have kigget nærmere på en dag, hvor de har tid til det.
Så ved f.eks. at give en tidsbegrænset rabat der udløber på en bestemt dato inden for de nærmeste dage eller ved tilbyde noget ekstra til f.eks. de første 100 kunder, giver du folk en grund til at handle nu – og ikke vente til …. en gang, måske.
En anden måde du kan skubbe bagpå, er ved at få læseren til at forestille sig, hvordan det vil være at have dit produkt måske allerede i morgen, hvis du har dag-til-dag levering. Eller måske ligefrem med det samme, hvis du leverer et digitalt produkt.
Det kan også være ved at få dem til at forestille sig, hvor langt de vil være med, hvad det nu er dit produkt hjælper dem med om 14 dage, hvis de bestiller produktet nu og her. Ved at målet bliver inden for rækkevidde, bliver produktet mere tillokkende at købe.
Sørg for at det er nemt at opdage, hvad de skal gøre
Endnu en detalje, der skal være i orden, er, at du sørger for, at læserne har de fornødne oplysninger ved hånden eller har direkte adgang til de værktøjer, de skal bruge, for at udføre den handling, du ønsker dig af dem.
Ønsker du f.eks. at de skal ringe til jer, skal telefonnummeret står fremhævet og tydeligt lige i nærheden af dit Call to Action. Tilsvarende skal en eventuel formular følge lige efter teksten med Call to Action, så den står lige for næsen af dem. Og skal de besøge en fysisk butik eller deltage i en event, er det vigtigt, at der er en adresse og et kort lige ved siden af dit Call to Action.
Skal de betale online, bør du enten give dem mulighed for at vælge betalingsmetode med det samme eller indikere under købsknappen, hvilke betalingsmuligheder der vil være at vælge imellem, når de kommer frem til kassen.
Tilpas detaljegraden af dit Call to Action til den handling, du ønsker folk skal foretage
Hvor grundigt du skal uddybe de forskellige dele af dit Call to action, afhænger naturligvis af, hvad det er for en handling, du vil have folk til at foretage sig. Skal de tilmelde sig en mailingliste, er der næppe brug for så mange detaljer, som hvis folk står foran at skulle købe et dyrt produkt til flere tusinde kroner.
Så ligesom der skal være en naturlig sammenhæng mellem indholdet på siden og den handling, du skal have folk til at foretage, skal der også være en naturlig sammenhæng mellem handlingen og hvor detaljeret et Call to Action, du giver dem. Det skal passe til det tryghedsniveau, der er brug for at give dem.
For lidt og for meget fordærver som bekendt alting og selv om du måske har de bedste intentioner, kan for mange oplysninger i forbindelse med en forholdsvis simpel og risikofri handling få det til at se så kompliceret ud, at folk springer fra.
Så afvej nøje hvordan du bygger dit Call to Action op.
Her nøjes vi bare med en enkelt knap: