Sådan skriver du gode kategoritekster til din webshop
Kategorisider uden kategoritekst tæller som tyndt indhold i Google
Desværre sjusker alt for mange webshops med at skrive ordentlige kategoritekster – hvis de i det hele taget har nogen. Det er synd for de besøgende. For det ville svare til, at de gik ind i din fysiske butik – hvis du havde sådan en – og du så ikke ville fortælle dem, hvad det var for nogle varer, du havde på en bestemt hylde. Det ville de finde så uhøfligt, at de nok ville gå hen i en anden butik.
Men det er ikke kun kunderne, der får en dårlig behandling. Google og de andre søgemaskiner vil heller ikke føle sig særligt godt informeret om, hvad du har på den pågældende side. Set med Googles øjne vil det bare være en masse links til produkter. Der ville ikke være noget reelt indhold på siden. Ergo er der tale om tyndt indhold, og den slags straffer Google folk for.
Så skal du gøre noget godt for dine kunder og for dine placeringer i søgeresultaterne på Google, skal der tekst på kategorisiderne – og helst så meget at det giver mening for både besøgende og søgerobotterne.
Hvordan skriver du en god kategoritekst?
En god kategoritekst:
- Introducerer, hvad produkterne i kategorien kan bruges til
- Gennemgår de underkategorier, der måtte være
- Giver en kort indkøbsvejledning til produktkategorien
- Svarer på de spørgsmål, folk oftest stiller om produkterne
- Forklarer fordelene ved at handle i netop din webshop
Teksten skal altså kort sagt forklare de besøgende, hvad produkterne i kategorien kan, og hvordan de vælger det rigtige produkt og slutter så af med en kort argumentation for, hvorfor kunden skal købe produkterne i netop din webshop.
Udfordringen er at få det hele med
Udfordringen er at få plads til alle disse informationer i en kategoritekst. Især hvis den er kort. For de fleste webshops kører kun med en kort kategoritekst, for at folk ikke skal scrolle for meget på siden. Derfor er du da oftest nødt til at foretage en prioritering af, hvad der skal med i forhold til kategoritekstens længde.
Diskussionen omkring længden på kategoriteksten kommer vi tilbage til sidst i artiklen. Først skal vi lige se nærmere på de enkelte elementer i den ideelle kategoritekst – uden hensyntagen til hvor mange ord der er til rådighed.
Salget starter allerede i overskriften
Alt for mange webshops bruger ikke overskriften optimalt på kategorisiden. Tit står der bare kategoriens navn – intet andet.
Det er synd, for den generelle besøgende beslutter sig for, om de skal blive på din side i løbet af de første 8 sekunder, de er på den. Så med en catchy overskrift, mangedobler du chancerne for, at de bliver lidt længere på din side!
Overskriften skal naturligvis indeholder kategorinavnet og kan f.eks. opbygges således:
<kategorinavn> – <fordel>
Fordelen behøver ikke bare være, at de kan købe produktet billigst eller får den bedste kvalitet hos jer. Nej, det skal være noget, der relaterer sig til den slags produkter, I sælger i den pågældende kategori. F.eks. ”Højhælede sko – når der skal være stil på!” eller noget andet fængende.
Det kan også være en kombination, hvor jeres almindelige USP’er bliver inddraget, f.eks: “Højhælede sko — når du vil have mest stil for pengene!”.
Hvilke fordele giver produkterne i kategorien
Selve brødteksten skal indledes med at beskrive, hvilke fordele der er ved produkterne i den pågældende kategori. Hvilke behov eller problemer løser de for den potentielle kunde, og hvordan gør de det? Hvorfor er netop denne type produkter ideelle til det?
Sæt dig i læserens sted, og giv dem alle argumenterne for, hvorfor de her produkter er smarte til dem i stedet for at starte med at prale om, hvor billige eller skarpe priser I har, og hvor høj kvalitet produkterne er i.
Begynd aldrig at nævne egenskaber ved produkterne i kategorien, uden at du samtidig giver en fordel ved dem. Så har du en kategori, der hedder ”Højhælede damesko”, skal du ikke bare skrive, at den vigtigste egenskab ved skoene er, at de har høje hæle, men i stedet skrive nogle af de fordele de høje hæle giver, f.eks. at skoene giver en bedre holdning, mere sexet gang og gør dig højere.
Det kan godt være, det virker indlysende for dig, der sælger varen. Men det er ikke sikkert, kunderne kan gennemskue, hvilken fordel en bestemt parameter giver – og ved at italesætte det fortæller du også de kunder, der godt ved det, at I rent faktisk har et indgående kendskab til de produkter, I sælger.
Hvilke underkategorier indeholder kategorien
Findes der flere underkategorier til kategorien, er det en god ide at introducere hver af disse og linke ud til hver af dem – eller som minimum de vigtigste eller mest populære. Har du f.eks. en kategori, der hedder ”Damesko”, kan den jo være opdelt i de forskellige typer af damesko, der findes: Sneakers, Mid-cuts, Wedges, Pumps, Støvletter etc.
Derved får læseren et bedre overblik, og du øger den interne linkbuilding. Husk at forklare hvad det er for en parameter, der er brugt til at opdele kategorien i underkategorier med (her skotypen eller skodesignet), så det bliver nemt for den besøgende at forstå opdelingen.
Klæd kunderne på til at vælge det rigtige produkt
Er der plads til det, er det også en god ide at give en kort vejledning i, hvad det er for nogle parametre, kunden skal vælge produkter efter i den pågældende kategori. Tager vi eksemplet med sko, kan det være f.eks. skostørrelse, hvor høj hælen er, om der bruges snører eller velcro til lukning etc.
Det er en god service over for kunderne og gavner også din sides placering i søgeresultaterne. For vælger den besøgende at læse guiden, kommer vedkommende ikke nær så hurtigt tilbage til siden med søgeresultater, der sendte dem ind på din kategoriside. Det ville Google nemlig tolke som om, at den besøgende ikke fandt det, han/hun søgte efter på din kategoriside og derved nedgradere dens placering i søgeresultaterne.
Svar på de spørgsmål, folk sidder med
Er der plads til det på kategorisiden, skal kategoriteksten så vidt muligt også besvare de spørgsmål, kunderne oftest stiller om den type produkter, der er i kategorien. Det behøver ikke kun være konkrete spørgsmål til anvendelsen. Teksten kan også adressere de modargumenter, der er mod at købe den pågældende kategori af produkter eller de tvivlsspørgsmål folk sidder med.
Selvfølgelig behøver du ikke nævne argumenterne imod at købe produkterne direkte, men du må godt komme med argumentationen for, hvorfor de ikke holder vand. Derved får du aflivet modargumenterne på en smart måde.
Har du ord nok i kategoriteksten til, at den kan fylde både over og under produkterne på kategorisiden, kan du med fordel placere denne del af kategoriteksten under produkterne. Så kan du gå målrettet efter at bruge pladsen under produkterne i kategorien, til at besvare alle de long tail-spørgsmål, folk oftest stiller om denne slags produkter i søgemaskinerne. Tildel en mellemrubrik til hvert spørgsmål, og skriv så svaret i det afsnit, der kommer efter mellemrubrikken.
Hvorfor skal de købe denne produktkategori hos jer?
Kategoriteksten skal afsluttes med et call-to-action. Det er her du kan gemme snakken om, at I er billigst og har de bedste produkter. Men husk også at nævne, at jeres kundeservice sidder klar til at besvare spørgsmål, at der er 14 dages returret (det er der altid på nettet, men det er ikke sikkert kunden ved det), og hvorvidt der er fri fragt, varerne kan købes på afbetaling eller nogle af de andre spørgsmål, der er gode at få svar på, hvis kunden allerede sidder med dankortet fremme.
Så ved at gøre dem opmærksomme på fordelene ved at handle hos dig allerede i kategoriteksten, er du også sikker på, at de rent faktisk opdager dem. Så kender de dem allerede og skal ikke klikke rundt for at finde dem, hvis de vælger at handle hos dig.
Hvor lang skal en kategoritekst så være?
Generelt bør kategoriteksten på en side være så tilpas lang, at den giver den fornødne beskrivelse af produkterne i den pågældende kategori, og nogle gode råd kunderne kan bruge, når de skal vælge produkter inden for denne kategori. Men de færreste webshopejere er vilde med, at folk skal scrolle for langt på siden, før der dukker produkter op.
Derfor vil de helst ikke ofre meget mere end 75–100 ord på kategoriteksten. Men selv om det er bedre end ingen tekst overhovedet, så er det langt fra nok til, at det giver ordenlig valuta for pengene – hverken for brugerne eller Google. De 75–100 ord giver simpelthen ikke plads nok og ender alt for ofte med at blive brugt på almindeligheder og praleri med hvor fantastiske eller billige produkter, der sælges på den pågældende webshop eller i kategorien.
Tekst over og under produkterne
Skal det batte noget for både kunder og søgemaskiner, skal der væsentlig mere tekst til. De webshop-ejere der har indset det, vælger oftest at placere en introducerende tekst over produkterne, der fortæller hvilke produkter kategorien indeholder og lader så teksten fortsætte under produkterne.
Det betyder dog, at hovedparten af teksten kommer ”under folden” på siden. Det er Google ikke vild med, hedder det sig. Men i praksis bidrager teksten under produkterne med så meget værdi til søgeresultaterne – sammenlignet med hvis teksten ikke havde været der – at det alt i alt giver en øget vægt til din kategorisides placering i søgeresultaterne.
Ved at bruge teksten under produkterne til at besvare nogle af de oftest stillede long tail-spørgsmål om den pågældende produktkategori kan det samtidig få din kategoriside til at ranke højt på disse. Over tid kan det give mange ekstra besøgende til din kategoriside – besøgende der måske ellers aldrig ville have fundet din webshop på de mere konkurrenceprægede søgeord for den pågældende produktkategori.
Få hjælp til de helt rigtige kategori- og produkttekster til din webshop
Som du kan se, er det ikke helt ligetil at få skrevet de rigtige kategoritekster. Der er mange andre faktorer end dem, der vedrører produkterne, du skal tage stilling til. For i både kundernes og Googles øjne har alt, hvad du skriver værdi. Husk på, at ingen gider læse noget på nettet – med mindre de vil købe noget! Så tæller hvert eneste ord!
Vil du have mere inspiration, eller søger du en professionel partner til at skrive kategori- eller produkttekster, så kontakt os pr. mail eller telefon, eller klik på Kontakt os-knappen herunder og beskriv din opgave. Så sender vi dig et uforpligtende tilbud!