Forveksler du branding og marketing?
Mange blander marketing og branding sammen – og det koster dem dyrt i deres markedsføring. Samtidig hentes inspirationen til marketingkampagnerne tit hos kendte brands. Det koster endnu dyrere. Læs her hvorfor!
Du synes jo nok, at du kender forskellen på branding og marketing. Branding handler om farver, skrifttyper og design, mens marketing handler om de budskaber, der sælger specifikke produkter og ydelser til dine kunder.
Brandingen tager nemt fokus
Problemet er bare, at du tit ender med at blive alt for optaget af, hvordan dit firmas brand tager sig ud over for kunderne.
Hvor mange timer har du ikke brugt på at få valgt de helt rigtige farver og det helt rigtige design til dit firmas logo og hjemmeside? Eller på at få valgt de helt rigtige billeder med det rette udtryk til de enkelte sider på hjemmesiden eller brochuren?
Derfor ender det meget nemt med, at du ikke får kommunikeret det, som skal overbevise kunderne, nær så klart og tydeligt, som der er brug for. I stedet får du skrevet en masse om dit eget firma og ikke så meget om, hvilke af dine kunders problemer dit firmas produkter kan løse, og hvilket udbytte folk får ud af at købe netop hos dig.
Det svarer lidt til at være træner for et fodboldhold og gå så meget op i, hvordan spillerdragten skal se ud, at du helt glemmer at træne spillerne. Det nytter ikke noget. For ligegyldigt hvor flotte trøjer spillerne har på, gør det dem ikke bedre til at vinde den næste kamp.
Vi efterligner tit de store, kendte brands i vores markedsføring
Du har sikkert også kigget misundeligt 🤩 i retning af de store, kendte brands, når du skal skabe din næste marketingkampagne. For hvem vil ikke gerne præsentere en lige så catchy kampagne som f.eks. Coca-Cola 🍾, Nike 👟, Adidas 👞 og hvad de nu alle sammen hedder.
Det mange overser, er, at alle kender både de store brands og deres produkter i forvejen. Hvem har ikke drukket en Cola, haft et par Nike- eller Adidas-sko, eller leget med LEGO?
Derfor kan de store brands slippe afsted med at bruge korte, smarte og catchy 😎 marketingbudskaber, der oftest ikke er andet end marketingfloskler. Fordi vi allerede har en fælles referenceramme med brandet i forvejen, fanger vi straks, hvad det er, de hentyder til.
Det er præcis derfor, den slags markedsføring aldrig vil virke for dit firma!
Derfor fejler mange firmaers markedsføring
Lad os se nærmere på et øjebliksbillede, du måske også godt kan kende fra din egen markedsføring.
Dit firma skal have lanceret et nyt produkt. Lad os f.eks. sige, at dit firma har udviklet en ny motorolie, som ikke skal skiftes nær så tit som andre olier. Og et værktøj, som gør det muligt for alle og enhver at skifte deres motorolie selv uden hverken en grav i garagen eller at blive sort på hænderne.
I forbindelse med designet af emballagen, har du haft et dyrt designfirma til at udvikle et flot logo i lige præcis de farver og med den form, som du synes, er helt rigtig. Det er lige så flot og iøjnefaldende som både Apples, Coca-Colas og alle de andre kendte brands logoer.
Nu mangler du bare et slogan, som kommunikerer udbyttet til kunderne klart og tydeligt. Det skal helst ikke være for langt, og det må godt lyde lidt smart og fængende, så det er nemt at huske.
Så du tænker selvfølgelig på alle de ikoniske slogans fra Coca-Cola. ”Have a Coke and a Smile”, ”This is it”, ”Taste the feeling” og hvad de 43 andre nu har heddet gennem firmaets 135-årige historie.
Så du kalder alle de kloge hoveder sammen i mødelokalet, og de kommer op med den ene idé efter den anden. Lige indtil en eller anden udbryder:
”Jamen, det de sparer er jo både tid og penge. Tid på at køre til mekanikeren og penge på ikke at skulle købe olie så tit, og på at bilens motor holder længere”.
Det er jo hovedet på sømmet, nikker I alle sammen. Derfor bliver sloganet kort og præcist: ”Spar tid og penge”. Det er jo også nemt at huske!
Tom snak fylder ikke pengetanken
Efter mødet sætter jeres grafikker så en iøjnefaldende bannerannonce op med logoet og ”spar tid og penge” som slogan nedenunder i en smart skrifttype. Baggrunden er et billede af olien taget gennem et glas med lys bagved. Det passer godt til farverne på både logo og slogan.
Alle er glade.
Men kunderne køber ikke en skid!
For når de hverken ved, hvad produktet kan, eller hvilket problem det løser for dem, er der ikke noget, som gør dem interesserede i produktet.
Den var gået, hvis det var et brand med nogle produkter, de kendte i forvejen. Men et lille ukendt firma slipper ikke godt fra at bruge de samme tricks i deres marketing.
De skal gøre meget mere ud af at kommunikere, hvilke problemer deres produkter løser, hvad produktet kan, og hvilke fordele netop deres produkt giver, som folk ikke får hos konkurrenterne.
Det giver måske nok en mindre sexet markedsføring, men udbyttet bliver så meget større. Særligt hvis du kommunikerer det i et sprog og på en måde, som gør det nemt at forstå.
Det er din marketing, der kan gøre dig så stor, at du kan udnytte din branding
Er dit firma ikke særlig kendt i dets kundesegment, skal du meget hellere lægge alle kræfterne 💪🏻 i at skabe en markedsføring, som får folk til at huske 🤔 dit firmanavn, og hvilke produkter eller ydelser det leverer.
Først den dag, de gør det, kan du bruge de samme tricks som de store, kendte brands.