Sådan får du kunder fra hjemmesiden
Har din hjemmeside kun indhold, der informerer om dit firma, finder du aldrig ud af, hvem det egentlig var, der besøgte den. Du får heller aldrig mulighed for at finde ud af, hvad det var, de besøgende var interesserede i, så du kan følge op på deres besøg.
Det var jo ikke gået, hvis det var en fysisk kunde, der var kommet ind ad døren – vel?
Så havde du haft mulighed for at starte en konversation med kunden, spurgt ind til, hvad han eller hun ønskede, og du kunne have svaret på deres spørgsmål ud fra det, du havde fået at vide om dem.
Du kunne også have givet dem noget relevant materiale, måske have fået deres telefonnummer, lovet at sende dem et tilbud pr. mail, eller i det mindste fået givet dem jeres visitkort og et godt indtryk af dig selv og dit firma.
Det handler om dem og ikke om dig
I butikken ville hele samtalen med kunden handle om at identificere kundens behov og overbevise ham eller hende om, at du er det rette firma til at løse det. Det ville kort sagt handle om dem og ikke så meget om dig og dit firma.
I sådan en situation stiller du dig ikke op og begynder at fortælle om, hvornår firmaet blev grundlagt, hvad jeres værdier og vision er, hvor mange ansatte I har og hvor meget I går op i innovative løsninger af høj kvalitet til skarpe priser.
Det ville virke helt forkert i sammenhængen. I stedet ville folk få fornemmelsen af, at du og dit firma var et meget selvoptaget og ret så selvfedt firma. Med den attitude ville der ikke gå længe, før de var smuttet ud af døren igen.
Nøjagtigt det samme kan du risikere, at kunderne gør, hvis de havner på jeres hjemmeside. For her er mission, vision, historie og en masse marketingfloskler oftest den eneste information, de kan finde.
Åbn op for dialogen med kunderne på hjemmesiden
Så lige som i butikken skal jeres hjemmeside handle om kunderne og ikke om jer selv. Den skal åbne op for dialogen med de besøgende ved at stille de spørgsmål som nye kunder normalt stiller og så besvare dem. Det foregår, ved at I udgiver en række selvstændige artikler, som folk kan finde på Google, når de søger på de problemer, udfordringer, produkter eller tjenesteydelser, som jeres firma løser eller sælger.
Hvilke spørgsmål det skal være, kan du dels finde svar på, ved at skrive de spørgsmål ned, som jeres kunder oftest spørger jer om, når I taler med dem. I kan finde endnu flere relevante spørgsmål, ved at foretage en såkaldt søgeordsanalyse, der giver jer svar på, hvad det er for spørgsmål inden for jeres fagområde, som kunderne oftest søger efter på Google.
Søgeordsanalysen giver svar på, hvad du skal skrive om
For at skabe relevant trafik til jeres hjemmeside, skal den helst have gode placeringer i søgeresultaterne for de søgninger folk foretager på de ord, emner og spørgsmål, der har noget at gøre med de produkter og tjenesteydelser, I sælger.
Men det nytter ikke noget at opnå gode placeringer på de søgeord, som ingen søger på. Det giver ingen besøgende. Nej, det handler om at komme til at ligge som nummer 1, 2, 3 eller 4 for de relevante søgeord, som der er flest, der søger på. Det giver dig de bedste chancer for at tiltrække besøgende til jeres side – og det er disse søgeord, søgeordsanalysen gerne skal give dig.
Forhen når du skulle finde søgeord, arbejdede du primært med enkeltord som f.eks. ”internet”. Men i dag søger folk ikke bare på et enkelt ord, men mere på fraser som ”billigst internet” eller deciderede spørgsmål ”hvor finder jeg billigt internet” eller ”hvilken internetudbyder er billigst”. Det sidste skyldes især, at hovedparten af alle søgninger i dag foretages fra mobilen og at folk i stigende grad indtaler deres spørgsmål frem for at stå og skrive dem på mobilskærmens små taster.
Samtidig er det nemmere at komme til at ranke på fraser og spørgsmål end på enkeltord, ligesom det er nemmere at gætte hvilken sammenhæng og hvad hensigten med søgningen er, når du har flere ord at analysere søgningen på.
Det er vigtige faktorer at have styr på, fordi Google også prøver at gætte hensigten med hver enkelt søgning, for bedre at kunne give brugerne de bedste søgeresultater. Så rammer indholdet på din side folks søgehensigt klokkeklart og vurderer Google, at dit indhold har en høj kvalitet og høj relevans, er det den sikre vej til en god placering i søgeresultaterne.
Start med en bruttoliste
Udgangspunktet for din søgeordsanalyse kan med fordel være de spørgsmål – som vi allerede har været inde på – samt de ord og vendinger, som I tit hører kunderne bruge, når de spøger ind til eller optaler jeres produkter. For kunderne bruger sikkert helt andre ord og vendinger om jeres produkter og ydelser, end de fagudtryk I bruger i firmaet. Så det er nok også de ord, de bruger, når de skal søge efter dem – uanset hvad I mener det hedder rigtigt.
Som udgangspunkt for søgeordsanalysen opretter du derfor en bruttoliste med både kundernes og jeres egne ord, fraser og spørgsmål. Dem kan du derefter sætte ind i et værktøj, der finder antallet af månedlige søgninger på Google for hver af de angivne ord og fraser. Sådan et værktøj giver også forslag til andre relaterede søgninger, som det også kunne være relevant at komme til at rangere for i søgeresultaterne.
Storybase er et danskudviklet værktøj, somgiver masser af spændende information om folks søgninger og hvad mænd og kvinder i de forskellige aldersgrupper søger på.
Sådan finder du antal søgninger og søgeordsforslag til hvert søgeord
Til at finde ud af, hvor mange søgninger der er på de forskellige søgeord og give forslag til andre relevante søgeord, kan du f.eks. anvende Google Keyword Planner.
Det kræver at du har en annoncekonto hos Google AdWords. Den kan du oprette gratis, men skal du have de mest nøjagtige angivelser på antallet af søgninger, kræver Google, at du har et vist forbrug af AdWords-annoncer på din konto. Ellers får du blot vist en indikation af antallet af søgninger opdelt i nogle ret store og i praksis ubrugelige intervaller (0–10, 10–100, 100‑1000, 1000–10000 og så videre). Det er ikke meget bevendt.
Bruger du ikke AdWords-annoncer eller har du ikke et stort nok forbrug, kan det bedre betale sig at købe abonnement på en tjeneste som f.eks. danske StoryBase, der også giver dig en masse andre nyttige informationer om de søgeord, du finder. Her kan du starte med en gratis konto, der dog kun giver dig et begrænset antal søgninger hver måned eller købe det mindste abonnement, der giver fri adgang til alle de søgninger, du har brug for.
Et andet alternativ er keywordtool.io. De er rigtig gode til at finde spørgsmål og længere søgefraser med og så længe du er ligeglad med antallet af søgninger på de fundne søgeord, er værktøjet gratis at bruge. Vil du have flere forslag og antal søgninger med, koster det et månedligt abonnement, der er noget dyrere end Storybase.
Brug et regneark til at samle en liste over alle relevante søgeord med et højt antal søgninger og gruppér derefter søgeordene i logiske grupperinger, som det giver mening at samle i en artikel eller andet stykke indhold til hjemmesiden. Derved får du en række gode ideer til at skrive noget spændende indhold, som interessere så mange potentielle kunder som muligt.
I gang med indholdsproduktionen
Med den grupperede liste over de mest populære søgeord ved hånden, kan du nu gå i gang med at udvikle artikler, videoer eller andre former for indhold til hjemmesiden, der besvarer hvert enkelt spørgsmål eller omhandler hver enkelt emneområde på en side for sig. Det giver Google noget at forstå jeres hjemmeside ud fra og dermed noget mere indhold, de kan bruge til at vurdere, hvor højt oppe i søgeresultaterne jeres hjemmeside skal placeres, når folk søger efter de emner, som I gerne vil findes på i Google.
Ud fra de grupperede søgeord kan du nu planlægge hvert enkelt stykke indhold, så det omhandler de forskellige søgeord i hver gruppe. Det gør du ved at skrive noget tekst, hvor søgeordene indgår i. Her behøver du ikke at følge søgeordene slavisk – altså f.eks. skrive dem nøjagtigt som de står i listen, så teksten bliver fuld af f.eks. ord med forkerte endelser eller i forkerte bøjninger.
Google kan i dag så meget dansk, at du sagtens kan skrive ordene korrekt og du kan også godt stoppe nogle ord ind mellem to ord i en søgefrase, uden at Google overser sammenhængen. Samtidig er det en god ide at finde relevante synonymer og andre ord, der naturligt knytter sig til søgeordene. Det kan Google bruge i sin semantiske analyse af teksten. Den fortæller både Google noget om hvilke søgehensigter for de pågældende søgeord, som teksten er relevant for, samt noget om kvaliteten og niveauet af teksten.
For til hver enkelt søgeord forventer Google, at teksten indeholder nogle bestemte relaterede ord som bevis for, at teksten rent faktisk handler om noget af relevans for søgeordet og den hensigt, folk havde med deres søgning.
Derfor nytter det ikke at hyre nogen til at skrive indholdet på jeres sider, som ikke har den nødvendige forståelse for det emne, teksten skal omhandle. De vil simpelthen ikke kunne skrive en tekst, der vil give jer de rigtige placeringer i søgeresultaterne, fordi de ikke rammer de ord, som Google forventer skal være i teksten.
De fire typer indhold du skal bruge
Er du meget udspekuleret, sørger du for at skabe forskellige former for indhold, der kan give dig forskellige reaktioner fra de besøgende. Du vil jo gerne have, at de besøgende:
- Finder jer i søgeresultaterne for relevante søgninger, så I får interesserede besøgende fra Google
- Får større tillid til jeres firma, så de køber af jer
- Deler jeres indhold på de sociale medier, så I bliver kendt af flere
- Linker til jeres indhold, så I får nye, relevante besøgende
Desværre er det ikke alt indhold, der egner sig lige godt til alle fire ting. F.eks. deler folk helst noget visuelt som f.eks. infografik og video på de sociale medier, mens de helst linker til uddybende artikler, der giver mere viden om et emne, de selv berører på deres egen hjemmeside.
Samtidig er der sjældent nogen, der deler f.eks. cases, løsningsbeskrivelser eller deciderede salgssider, som er skrevet for at give folk større tillid til eller får dem til at købe jeres produkter eller ydelser.
Så hver af de fire hensigter med indholdet kræver hver sin form for indhold. Det kræver altså, at du udvikler flere forskellige former for indhold. Hver indholdstype kan kort kategoriseres som:
- Søgbart indhold – artikler eller blogindlæg om de problemer, udfordringer og ønsker folk søger på inden for jeres fagområde eller med relation til jeres produkter og tjenesteydelser
- Delbart indhold – spændende, sjovt, eftertænksomt og oftest helst visuelt indhold, som folk får lyst til at dele med deres netværk på de sociale medier
- Linkbart indhold – grundlæggende eller uddybende indhold af høj kvalitet, som andre gerne vil linke til fra deres hjemmeside – husk at holde det opdateret eller vælg et eviggrønt emne
- Konverterende indhold – handler ikke bare om salgstekster, men kan også være f.eks. kundeudtalelser, cases og præsentationer af de produkter og tjenester, I sælger
Med en vifte af indhold der dækker hver af disse fire forskellige indholdstyper, er du godt dækket ind, uanset hvilken hensigt den enkelte besøgende har med besøget på jeres hjemmeside.
Husk at linke mellem siderne
Vil I øge chancerne for, at folk bliver så længe på jeres hjemmeside som muligt, skal I sørge for at linke til andre sider på hjemmesiden, lige så snart det er relevant. Derved får den besøgende hele tiden nogle nye muligheder for at læse mere eller dykke ned i et emne.
Samtidig giver du Googles søgerobotter mulighed for at opdage flere sider på jeres hjemmeside, samt få en bedre forståelse for hjemmesidens struktur. For gør I det rigtigt, ranker hver enkelt side kun for et søgeord eller en logisk gruppe af søgeord.
Hjemmesidens opbygning sladrer om jeres vigtigste søgeord
Opbygningen af hjemmesiden foregår strengt hierarkisk, så strukturen er med til at fortælle Google noget om, hvilke søgeord der er vigtige for jer. Det foregår helt lavpraktisk ved at Google ser på, hvor mange klik fra forsiden hver enkelt side befinder sig. Jo længere nede i sidehierarkiet en side befinder sig, jo mindre betydning for jer har det pågældende søgeord, som siden omhandler.
Derfor er det vigtigt, at få udviklet nogle sider, der ligger så højt i sidehierarkiet som muligt, for de søgeord der er vigtigst for jer at komme til at ranke på. Det ultimativt vigtigste søgeord kan det rent faktisk være relevant at omhandle allerede på forsiden. Den har nemlig den højeste vægt på webstedet set med Googles øjne.
Hver gren i hjemmesidens hierarki skal gerne arrangeres således, at det omhandler beslægtede søgeord med det vigtigste søgeord øverst. Derefter følger de beslægtede søgeord, der har mindre betydning på de underliggende sider
Links til jeres side er skulderklap fra andre
Jo mere værdifuld viden eller inspiration du giver på din hjemmeside, jo større er chancerne for, at folk begynder at dele links til dine sider på enten de sociale netværk, de er medlem af eller sætter linket ind i indhold på deres egen hjemmeside, fordi du giver en god introduktion eller yderligere information om et emne, de har indhold om på deres side.
Så når nogen deler dit indhold, er det fordi det er godt og har givet vedkommende noget af værdi. Ellers satte de ikke deres anseelse på spil og delte det med deres venner eller linkede til det fra deres hjemmeside! Det er simpelthen et skulderklap til dig, og det betyder, at endnu flere får mulighed for at se dit indhold og derigennem læse om dit firma.
Det betyder, at de giver dit indhold en personlig anbefaling til deres venner og de besøgende, der kommer på deres side – og Google opdager måske din hjemmeside for første gang, når de følger et link til den fra den hjemmeside, de var ved at indeksere, som har et link til jer. Jo mere værdifuld viden eller inspiration du giver på din hjemmeside, jo større er chancerne for, at folk begynder at dele links til dine sider på deres sociale netværk.
Samtidig vurderer Google din hjemmesides omdømme på, hvem der linker til siden. Er det store, respekterede sites, giver det jer bedre placeringer i søgeresultaterne. Men er det små eller måske ligefrem dubiøse sites, som er kendt af Google for at sælge links, trækker linket fra disse sider jeres hjemmesides placering nedad i søgeresultaterne.
Så gode links er en gave på rigtig mange måder. Det kan du med fordel godt spekulere i, når du udvikler dit indhold. Men det kræver, at det er virkelig godt. For folk er meget mere kræsne i dag, end de var engang. Så du skal være virkelig grundig og skabe virkelig kvalitetsindhold, for at det trækker link af sig selv.
Husk at linke til respektable kilder
Når Google skal vurderer kvaliteten af teksten på jeres hjemmeside, kigger de også på, hvilke kilder I linker til. Så ved at indsætte links til velrenommerede hjemmesider inden for jeres fagområde, kan du give Google et bedre indtryk af jeres indhold.
Det er altså ikke kun vigtigt, at få links fra gode og respekterede hjemmesider. Det er også vigtigt, at I får linket til sider, der kan give jer større troværdighed.
Links fra andre hjemmesider fortæller Google, at indholdet på jeres hjemmeside har relevans for andre mennesker og dermed for det emne, som indholdet handler om. Altså fungerer links i Googles øjne som en slags blåstempling af indholdet, især hvis det kommer fra en hjemmeside, som er mere kendt og respekteret end din egen.
Folk får tillid til jer, fordi de føler, de kender jer og jeres firma
Den viden de besøgende kan finde på din hjemmeside skaber tillid og troværdighed for dig og dit firma. Indholdet fortæller de potentielle kunder, at du er den rette fagmand at gå til, fordi du forstår dem og kan løse deres problemer, på nøjagtig samme måde som du får tillid til udgiverne af de hjemmesider, du finder noget brugbar viden eller inspiration på.
Er folk støt på dig et par gange i deres søgninger inden for dit fagområde, begynder de at kende jeres firma og får endnu større tillid til det. Det øger chancen for, at de vil vælge dit firma, den dag de har brug for de produkter eller tjenesteydelser, som I sælger.
Derfor giver en kataloghjemmeside ingen gode placeringer i Google
Det største problem med en statisk kataloghjemmeside er sådan set, at den ikke giver Google særlig meget at indplacere din hjemmeside efter i søgeresultaterne. Samtidig bliver hjemmesiden hurtigt uinteressant for Google, fordi der ikke løbende kommer noget nyt indhold på den.
For Google vil jo helst give deres brugere de bedste søgeresultater. Her er et af kravene, at indholdet er friskt. For gammel viden er jo ikke relevant for folk. Det betyder, at den typiske kataloghjemmeside aldrig havner så højt oppe i søgeresultaterne, at den bliver opdaget af folk – og bliver siden aldrig opdateret, synker hjemmesiden snart helt uden for folks fokus. For ligger du meget længere nede på første side end placering 3–4 stykker, får du næppe mange besøgende fra Google og er du slet ikke til at finde på den første side, er du for alvor helt ude i mørket.
Derfor skal du blive ved med at producere indhold
Producerer du derimod løbende nyt indhold på hjemmesiden, kan Google se, at hjemmesiden hele tiden bliver opdateret. Husker du samtidig at opdatere eksisterende artikler, hver gang der kommer ny viden om emnet, får Google indtryk af, at siden er frisk og aktuel og derved bliver den mere interessant at placere højere oppe i søgeresultaterne.
Ved løbende at udgive nyt indhold på hjemmesiden, får du samtidig et par andre fordele forærende. Hjemmesidens fodaftryk på nettet bliver større og større og Google får mere og mere indhold at indplacere hjemmesiden efter i søgeresultaterne.
Det betyder igen, at du oftere og oftere vil blive fundet i søgeresultaterne for de emner, der har relevans for jeres kunder. Derved øges chancerne for, at I får endnu flere, interesserede besøgende, der kan ende med at blive jeres kunder.
Så ved at have en altid opdateret hjemmeside, hvor der hele tiden bliver udgivet nyt indhold, starter du en positiv cirkel, der sikrer jer en større kendskabsgrad på nettet.
Har du brug for hjælp til at få produceret indholdet, som giver jer topplaceringerne i søgeresultaterne, så:
Hent den gratis
tjekliste med masser af viden, inspiration og idéer til at få flere salg online!
Med baggrund i erfaringerne fra titusindvis af landingssider opbygget af mere end 700 StoryBrand-certificerede guider over hele verden har vi skabt en tjekliste, der finder alle de svage punkter ved både forsiden og de vigtigste landingssider på dit firmas hjemmeside. Det er dem, som koster dig salget.
Test og optimér hver eneste af dine vigtigste sider på hjemmesiden ved at:
- Gennemgå tjeklisten over de 7 kritiske punkter, som de fleste misser
- Regne den pågældende sides score ud og se, hvordan den klarer testen
- Bruge de idéer og den inspiration, du får undervejs, til at forbedre konverteringen
Så kan du hurtigt få øget salget og skabt en bedre oplevelse for de besøgende!