Punktopstillinger – og hvorfor de er vigtige for din tekst
Punktopstillinger er med til at gøre din tekst mere overskuelig. Samtidig gør de teksten nemmere at få hul på for nettets mange skimmere. Læs her, hvordan du skaber punktopstillinger, der tiltrækker, fastholder og konverterer dine besøgende til læsere af teksterne på din hjemmeside.
Punktopstillinger har en nærmest magisk, dragende effekt på dem, som du gerne vil have til at læse dit indhold på hjemmesiden.
De virker lidt som tryllekunstnerens smukke, letpåklædte assistent, der skal lokke husarerne til og fastholde dem under hele showet frem til den afsluttende finale. Begge dele evner punktopstillingerne, hvis bare du bruger dem rigtigt.
Derfor drager punktopstillinger
Punktopstillinger virker dragende på os, fordi:
- De bryder grafisk med den mur af tekst, der omgiver dem
- De virker mere overskuelige og overkommelige at læse
- De er kendt for at opsummere det vigtigste i teksten
Til gengæld virker punktopstillingerne ikke, hvis der er for mange af dem på siden. Så kommer siden til at virke kaotisk, og du kan så at sige – for nu at omskrive en velkendt talemåde – ikke se de enkelte punktopstillinger på siden for bare punktopstillinger.
Men med den rigtige balance mellem punktopstillinger og almindelig brødtekst, bliver de et fantastisk værktøj til at få læserne hele vejen gennem din tekst.
Punktopstillinger er ren porno for vores hjerne
Udover at virke opsummerende og give overblik, skal gode punktopstillinger i tekster på nettet først og fremmest gøre os nysgerrige og fange vores opmærksomhed. Nysgerrighed er en af de urinstinkter, som kan drive selv den mest besindige besøgende til at begynde at læse din tekst.
Derfor gør det heller ikke noget, hvis punktopstillingerne introducerer ny viden eller ukendte begreber. Vi tiltrækkes af tillokkende ting, vi ikke forstår fuldstændigt. Det er den slags uvished, der får os til at handle.
Derfor kan den slags punktopstillinger meget nemt kan ende med at få os til at dykke ned i det indhold, der giver forklaringen på de fascinerende punkter i punktopstillingen.
Sådan skriver du punktopstillinger, der fænger
Skal du skrive punktopstillinger, der virker, så de fanger de besøgende, skal du:
- Lade hvert punkt udtrykke en klar fordel for eller love læseren et udbytte. Eller se det enkelte punkt i punktopstillingen som en mini-overskrift. Derved opfordrer du de læsere, som kun skimmer teksten, til at stoppe op og dykke ned i selve brødteksten på siden.
- Konvertere alle opremsninger, lister og komplekse indskudte sætningskonstruktioner til punktopstillinger. Det giver de besøgende et bedre overblik over teksten, fordi det er nemmere at læse og forstå listen frem for et kontinuerligt tekstafsnit.
- Sørge for at holde hvert punkt i punktopstillingen på omtrent samme antal tegn. Det giver en symmetri, som fanger øjet, og som gør det lettere at læse teksten i punktopstillingerne. Men det der står, skal stadig være relevant og ikke bare fyld.
- Tilstræbe ensartethed i teksten. Enten skal hvert punkt fortsætte den sætning, der står som introduktion til punktopstillingen. Eller også skal du som minimum holde alle punkterne i samme skriftlige stil og samme grammatiske tid og antal.
- Undgå at opbygge en kompleks og opfattende punktopstilling, der måske endda er opdelt i flere niveauer. Det gør det sværere at forstå punktopstillingen, og hele konstruktionen kommer til at se unødig kompliceret ud for læseren.
- Udnytte, at punkter i en punktopstilling ikke nødvendigvis er hele sætninger. De opsummerer og præsenterer informationer på en kort, præcis og let forståelig måde for læseren. Ellers kunne du jo lige så godt skrive almindelige tekstafsnit.
Samtidig bør du også have en klar strategi for, hvad den enkelte punktopstilling skal gøre for læseren – eller få læseren til at gøre.
De fem typer af punktopstillinger
Det gør du ved at vælge en af de – sådan cirka – fem forskellige former for punktopstillinger, der findes. De kan hver især kan anvendes til forskellige formål i din tekst. Det drejer sig om:
- Strategiske punktopstillinger
- Fascinationspunktopstillinger
- Forklaringspunktopstillinger
- Autoritetspunktopstillinger
- Cliffhanger-punktopstillinger
Lad os se nærmere på hver af de fem typer af punktopstillinger, og hvordan du bruger dem.
Strategiske punktopstillinger
Strategiske punktopstillinger anvendes først og fremmest til at få folk til enten at begynde på eller til at fortsætte med læse. Ved at fremhæve interessante pointer og informationer fra teksten på en let fordøjelig måde, fanger du læserens opmærksomhed, og teaser, hvad det er, han eller hun får ud af at dykke ned i teksten efter punktopstillingen.
Det kan f.eks. bruges til at:
- Give overblik over hele teksten på siden
- Tease de allervigtigste pointer fra indholdet
- Gøre folk nysgerrige på at læse selve indholdet
Det bedste er, at denne type punktopstillinger virker lige så godt på skimmere som på læsetrætte besøgende.
Det er derfor vi kalder dem for strategiske punktopstillinger. For placerer du dem på strategiske steder i teksten, hjælper de dig til at få læseren hele vejen gennem teksten.
Led flokken med strategiske punktopstillinger
Placerer du således en strategisk punktopstilling først i teksten, kan den fange de besøgende, der er i tvivl om de skal gå i gang med at læse teksten. Punktopstillingen kan så overbevise dem om, at den her tekst er så spændende, at de bliver nødt til at se nærmere på den.
Du kan også med fordel bruge cliffhanger-punktopstillinger til at sælge teksten ind med – mere om dem lige om lidt.
Ved efterfølgende at placere flere strategiske punktopstillinger med jævne mellemrum ned gennem teksten, kan de bruges til at fastholde de læsere, som er ved at være kørt træt. F.eks. ved at tease de pointer der gennemgås i de efterfølgende tekstafsnit. Det gør det samtidig nemmere for skimmerne, at finde frem til de dele af teksten, som er mest relevante for dem.
BONUSTIP: Genbrug punkterne som mellemrubrikker
Skal du gøre en længere artikel mere indbydende, kan det være en ide at starte den med en punktopstilling lige efter manchetten, der fortæller de vigtigste pointer fra teksten. Derved virker den lidt i samme stil som punktopstillingen under ”Det lærer du i dette kapitel”, som du ofte ser i lærebøger.
Kan du på nogen måde genbruge eller omformulere punktopstillingens punkter som mellemrubrikker i teksten, gør du det nemt for læseren at springe frem til det, der interesserer netop ham eller hende.
Indsæt eventuelt bogmærker i punktopstillingen, så folk kan hoppe direkte til det pågældende afsnit. Eller brug et TOC-plugin, der samler mellemrubrikkerne til en klikbar indholdsfortegnelse først i artiklen.
Der er dog en enkelt ulempe ved at bruge strategiske punktopstillinger. Er punkterne formuleret på en måde, så de virker kedelige, irrelevante eller uforståelige for den besøgende, kan de nemt være med til at jage vedkommende væk fra siden igen.
Så husk at tage sælger-kasketten på, når du skal formulere de strategiske punktopstillinger, som skal sælge din tekst ind.
Fascinationspunktopstillinger
Fascinationspunktopstillinger ses tit i produkttekster, hvor de italesætter en række fordele ved produktet, uden at du nødvendigvis får nogen mere substantielt at vide om den pågældende fordel. Derved kan du selv lægge det i det, som det betyder for dig – og det er lige præcis meningen med det.
Når du skal formulere fascinationspunktopstillingerne for et produkt, kan du med fordel tage udgangspunkt i de typiske punktopstillinger med produktegenskaber, som producenterne oftest anvender i deres egen produkttekst.
Fra produktegenskab til fascinationspunkt
De kan nemt “trylles” om til en masse brugbart indhold ved at omskrive hver enkelt produktegenskab til en fordel, et udbytte og en følelsesmæssig transformation ved hjælp af følgende sætning:
<Egenskab> gør det muligt at <fordel>, så du kan <udbytte>, og undgår/opnår <følelse>.
F.eks. om en fræser:
Motoren på 12 hk giver dig en fræser, der leverer en dejlig, luftig muldjord, som får din have til at fremstå flot og veldyrket, så du får en masse rosende kommentarer fra dine havekyndige venner og familie.
Det kunne blive til denne fascinationspunktopstilling:
- Giver dejlig, luftig muldjord i din køkken- eller prydhave
- Skaber det bedste grundlag for flot vækst og afgrøde
- Giver masser af rosende kommentarer fra venner og familie
Eller om et lederkursus:
Kursets 20 lektioner giver dig en grundig introduktion til alle de problemstillinger, du kan komme ud for som leder, så du altid er klædt godt på til hverdages udfordringer, og aldrig kommer til at fremstå som en dårlig leder.
Det kunne blive til:
- Lær at håndtere alle de udfordringer, du kan komme ud for
- Sikrer, du altid er klædt på til hverdagens problemstillinger
- Får dig til at fremstå som en stærk og handlekraftig leder
Skab masser af salgstekst
Gør det med samtlige egenskaber ved produktet eller tjenesten. Så får du masser af ammunition til både en eller flere fascinationspunktopstillinger. Samt en række slagkraftige salgsargumenter, du kan bruge i din salgstekst.
Det betyder dog ikke, at du skal undlade en punktopstilling med alle produktegenskaberne også. For de rå produktegenskaber virker faktisk på samme måde som fascinationspunktopstillingerne, netop fordi folk selv lægger det i egenskaberne, som de tror, de betyder for dem.
Forklaringspunktopstillinger
Det kan være en god ide at opdele svært forståeligt eller komplekst indhold i en punktopstilling. Derved slipper folk for at skulle læse en masse knudret tekst, lange afsnit og andet, der nemt kan få dem til at miste overblikket og forlade siden.
Med en forklaringspunktopstilling får de en mere organiseret og overskuelig tilgang til emnet. Brug om nødvendigt en nummereret liste i stedet for punkttegn, og sørg for at arrangere punkterne i en logisk rækkefølge, der gør det nemt at forstå sammenhængen.
Perfekte til indviklede processer og fremgangsmåder
Det er typisk en fordel at bruge denne type punktopstillinger, når du skal beskrive en proces. F.eks. når du skal beskrive fremgangsmåden til en opskrift. Eller skrive en instruktion i at bruge et produkt eller en tjeneste på nettet.
Det kunne f.eks. være denne fremgangsmåde fra en opskrift på saltmandler:
- Opløs saltet i det kogende vand.
- Tilsæt derefter mandlerne.
- Stil dem tildækket i 15 minutter.
- Tænd ovnen på 150° C.
- Lad mandlerne dryppe af i en sigte.
- Fordel dem på en plade med bagepapir sammen med stegemargarinen.
- Bag mandlerne i ca. 20 minutter – vend dem et par gange, når margarinen er smeltet.
- Tag mandlerne ud af ovnen, og læg dem på fedtsugende papir, f.eks. køkkenrulle, og drys evt. med mere salt.
- Servér dem lune eller kolde.
Lige præcis med forklaringspunktopstillinger giver det sjældent mening at holde hvert punkt på samme længde. Her er det overskueligheden over fremgangsmåden, der vejer tungest.
Autoritetsskabende punktopstillinger
Denne type punktopstillinger anvendes til at opremse data eller social proof, som understøtter din argumentation, og virker troværdighedsskabende på læseren – både når det gælder indholdet, et eventuelt produkt, samt afsenderen bag teksten. Samtidig kan det gøre tørre fakta mere spiselige for læseren – hvis du formår at konvertere dem til interessant læsning.
Det kunne f.eks. være:
- Få mere end 1000 nye sparringspartnere i vores lukkede Facebook-gruppe med online-eksperter
- Vi har hjulpet over 100 danske virksomheder med at få succes på nettet – og kan også hjælpe dig
- Gør som 12.000 andre online-eksperter: Tilmeld dig vores nyhedsbrev med masser af inspiration!
Eventuelt kan de mest imponerende genbruges i et splash-element på siden, f.eks. i en stjerne eller en cirkel.
Cliffhanger-punktopstillinger
Denne type bruges til at tease indholdet i den næste e‑mail i din autoresponder-serie, den næste artikel i artikelserien eller indholdet i den næste sektion af den long-read-artikel, som den besøgende er ved at tygge sig igennem.
Cliffhanger-punktopstillinger kan også bruges i forbindelse med en produktlancering eller promovering af et event eller dine muligheder på f.eks. et medlemssite eller en lukket Facebook-gruppe:
Når du først har tegnet abonnement, får du adgang til:
- Lukket Facebook-gruppe med deltagelse af nogle af branchens dygtigste eksperter
- Et nyt, relevant og inspirerende live-event hver uge med efterfølgende Q & A
- Adgang til alle tidligere live-events, samt en transskription af dem i PDF-format
- Vores store samling af e‑bøger om content marketing og email-markedsføring
Begrænsningens kunst – pas på ikke at overgøre det
Indrømmet! Der er mange punktopstillinger i denne artikel. Nok også lidt for mange både efter din og Googles smag.
En efterhånden nogle år gammel analyse fra Backlinko kom frem til, at tekster i top 5 i søgeresultaterne gennemsnitlig havde 18 punkter samlet i en eller flere punktopstillinger gennem hele teksten. Det er en klar indikation på, at Google foretrækker tekster med punktopstillinger, netop fordi de er nemmere at læse og lettere at få overblik over.
Det er også vores klare anbefaling, at du bruger punktopstillinger i både kortere og lange tekster. Både for at gøre teksten mere overskuelig, og for at den bliver nemmere at få hul på for nettets mange forhastede læsere.
Du skal bare ikke overgøre det – så virker teksten for kaotisk eller for let, og kommer derved nemt til at virke ligegyldig. En god tommelfingerregel er derfor at bruge en punktopstilling med et punkt for hver cirka 150 ord i teksten – dog aldrig mindre end 3 punkter ad gangen. Det gør det nemmere at få øje på punktopstillingen, og giver den så meget kød på, at den er værd at gå ombord i for de besøgende.
Få hjælp til dine punktopstillinger
Nu skulle du gerne have fået en masse inspiration til at skrive bedre og bruge flere punktopstillinger i dine tekster.
Skulle du have brug for sparring og gode råd til netop dine punktopstillinger, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte. Enten ved at
- klikke på Kontakt os-knappen nedenfor
- bruge chatten nederst til højre på siden
- give os et ring på telefonnr.: 29 72 55 73
- sende en mail til info@yes-marketing.dk.
Og lad det så være den sidste punktopstilling i denne omgang.
Hent den gratis
tjekliste med masser af viden, inspiration og idéer til at få flere salg online!
Med baggrund i erfaringerne fra titusindvis af landingssider opbygget af mere end 700 StoryBrand-certificerede guider over hele verden har vi skabt en tjekliste, der finder alle de svage punkter ved både forsiden og de vigtigste landingssider på dit firmas hjemmeside. Det er dem, som koster dig salget.
Test og optimér hver eneste af dine vigtigste sider på hjemmesiden ved at:
- Gennemgå tjeklisten over de 7 kritiske punkter, som de fleste misser
- Regne den pågældende sides score ud og se, hvordan den klarer testen
- Bruge de idéer og den inspiration, du får undervejs, til at forbedre konverteringen
Så kan du hurtigt få øget salget og skabt en bedre oplevelse for de besøgende!