SEO-tekster skal skrives, så de giver læseren værdi
SEO-tekster uden værdi for læserne er den sikre vej til dårligere placeringer i søgeresultaterne. For dårlige, forvirrende tekster sender hurtigt de besøgende tilbage til Google igen. Så hvorfor risikere at skræmme kunderne væk med dårlige SEO-tekster, når godt indhold med et klart budskab er den direkte genvej til at overbevise kunderne om, at du er det rigtige firma at handle hos?
SEO-tekster har været et skældsord i mange år. Betegnelsen er typisk blevet brugt om tekster af dårlig kvalitet på nettet. Ja, faktisk er de indirekte skyld i, at indhold på nettet har fået så dårlig et ry, som det har i dag.
Men det er Google heldigvis ved at gøre op med!
Hvad er SEO-tekster?
SEO-tekster er oprindeligt blot en betegnelse for søgemaskineoptimerede tekster. Altså tekster, der er skrevet, så Google nemt kan finde ud af, hvilke søgninger de skal ranke for.
Her har det i mange år været kutyme at anvende dårligt betalte tekstforfattere til den slags tekster. For det kan hurtigt løbe op, hvis du skal have skrevet godt indhold til alle de søgeord og vendinger, som du gerne vil have firmaets hjemmeside til at ranke på.
Men det har udviklet sig til en farlig strategi. For i takt med at Google lægger mere og mere vægt på de besøgendes adfærd på din side, et det blevet vigtigt, at alt det indhold, du udgiver, er så godt, at det holder de besøgende på siden.
Så det dér med lige at bestille en flok ”billige SEO-tekster”, som skal få firmaets hjemmeside til at ranke på en række søgeord, er rent faktisk den sikre vej til dårligere placeringer.
Google RankBrain får mere og mere magt
Det skyldes Google RankBrain. Det er ikke en traditionel algoritme, men en form for kunstig intelligens. Den holder grundlæggende set øje med, hvor længe folk bliver på de sider, som Google henviser deres brugere til.
Kommer de besøgende hurtigt tilbage til søgeresultaterne fra en side, tolker Google det som om, siden ikke gav et tilfredsstillende svar på folks søgning. Det medfører, at den pågældende side bliver rykket længere ned i søgeresultaterne, næste gang nogen søger på det samme.
Men bliver folk på siden, og måske klikker sig videre til andre sider på det samme websted, giver det et plus i karakterbogen. Så får den pågældende side en bedre placering næste gang, der er en, som foretager den samme søgning.
Derfor får Google RankBrain mere og mere betydning i Googles vurderinger af de enkelte sider. Netop fordi den ikke er en algoritme, men baserer sine vurderinger på rigtige besøgendes adfærd. Det gør den nemlig stor set umulig at snyde for alverdens black-hat SEO-folk.
Det er ikke kun Google, der får en dårlig oplevelse
Men det er ikke kun Google RankBrain, der synes, at din side giver en dårlig oplevelse. Også de besøgende, der har klikket sig ind på siden, får en dårlig oplevelse. Først og fremmest med indholdet. Men i den sidste ende også med dit firma!
Det er mildest talt ærgerligt. For siden ranker jo på en af de søgninger, du gerne vil være synlig for i søgeresultaterne. Og som gerne skulle gøre interesserede kunder opmærksom på dit firma.
Men begynder folks hjerne først at skulle bruge for mange kalorier på at forstå det, der står skrevet, giver de hurtigt op. I stedet ender de med at løbe skrigende ind i armene på den af dine konkurrenter, der kan give dem et svar på deres søgning, som de nemt kan forstå.
Det er surt. Især fordi du rent faktisk kunne få en tekst, der var let at forstå og interessant for kunderne med de samme ord.
Ingen husker dem, der ikke skiller sig ud
Men selv velskrevne, gode SEO-tekster har tit et problem. Der er ikke noget, der får dem til at skille sig ud fra alt det andet, de besøgende kan læse om det pågældende emne andre steder på nettet.
For i hovedparten af alle SEO-tekster baserer indholdet på, hvad konkurrenterne i top‑5–10 stykker i søgeresultaterne har stående på deres sider. Det gør de ud fra den simple antagelse, at det, der står på de sider, som ranker højest, er det, som Google giver den bedste vurdering i deres algoritmer.
Det betyder, at du stort set ender med at sige det samme som alle konkurrenterne. Derved bliver det svært for de besøgende at huske, om de læste det på din eller på en af dine konkurrenters hjemmesider.
Du ender kort og godt midt ude i internettets ødeland!
Hvorfor er SEO-optimerede tekster så ringe at læse?
Det betyder samtidig, at SEO-tekster hurtigt udvikler sig til en form for afkrydsningsopgave for dem, der skriver dem. For opgaven går jo ud på at få så mange af de samme søgeord og ‑fraser med, som de højst rangerede konkurrenter også har på deres sider. Uden at gentage dem ordret.
Det kommer til at styre teksten. Derfor ender den med at blive kunstig og i værste fald forvirrende at læse.
Det gør alt i alt din SEO-teksts pris til den dårligste investering i dit firmas markedsføring.
Hvordan skriver du så gode SEO-tekster?
Skal du skrive en god SEO-tekst, skal du derfor gøre det på nøjagtig samme måde, som når du skriver alle andre tekster til din hjemmeside. Du har simpelthen ikke råd til andet!
Så få skrevet SEO-tekster, der rent faktisk giver de besøgende værdi og sikrer, at de nemt kan huske, hvor de læste det.