Skriv bedre call to actions med instant gratification-overskriftsskabeloner
Er du træt af det typiske call to action med hurtig levering eller længere returret? Eller har du måske slet ingen af delene at lokke kunderne med? Eller kunne du bare tænke dig at skille dig ud fra konkurrenterne og få nogle friskere CTA’er i din butik? Så kan du med fordel hente inspiration i overskriftsskabeloner. Især dem som spiller på instant gratification – øjeblikkelig tilfredsstillelse.
Du kender det sikkert godt. Både som besøgende på webshops og som ejer af en webshop. Der går metaltræthed i dit call to action. Ejer du webshoppen, synes du pludselig, at du altid sidder at skriver det samme. Jamen, for katten, hvor mange forskellige måder kan du skrive, at du har hurtig levering på – og måske en lidt længere returperiode end købeloven på byder?
Den samme oplevelse kan du have som besøgende. Nogle af forsøgene på at skrive call to actions på en anden måde, kan næsten være tåkrummende: ”Klik denne dejlige bordskåner hjem med hurtig levering” f.eks. Fint nok, men hvordan kan klikket gøre leveringen hurtigere? Vi ved jo godt, at de mener ”køb”, ”bestil” eller et andet ”anskaffelsesord”.
Gå på jagt i de klassiske overskriftsskabeloner
Vil du gå mere radikalt til værks, så du ikke bare udskifter et par ord i dit call to action, men skriver dem på en hel anden måde? Så kan du med fordel genbruge eller søge inspiration i nogle af de klassiske overskriftsskabeloner. Især dem som spiller på instant gratification. Det som på godt dansk lyder lidt frækt: ”øjeblikkelig tilfredsstillelse”.
Det er overskrifter, der lover en forandring i en fart. Ikke nødvendigvis lige nu og her. Men hurtigere, nemmere eller smartere end det ellers måtte forventes. F.eks.:
- <x> lette genveje til…
- Om mindre end <x> <tidsenhed> har du…
- Gør <noget svært> på <ekstrem kort tid>….
- Det tager kun….
Og andre i samme stil.
Instant gratification er for
Derfor er instant gratification genial til call to actions
Kan du mærke det. Det er ikke alene overskrifter, men også helt almindelige sætninger, hvor du næsten kan mærke helt ind til benet, at det teksten handler om, er lige om hjørnet. Det klør nærmest i fingrene efter at komme i gang.
Det er lige præcis den kløe i fingrene, som du gerne vil have, dine besøgende har, når de har læst din produkttekst. Og det er den stemning, der skal få dem til at slå til og købe nu:
- Bestil i dag! Det tager kun 4 klik, så er din nye, smarte Boswell skjorte på vej hjem til dig.
- Om mindre end 3 minutter har du sikret dig en meget nemmere hverdag i fremtiden. Bestil din robotstøvsuger her!
- Den flotte havekrukke er den hurtigste måde at få misundelige naboer på. Bestil med det samme og glæd dig til deres lange blikke over hækken!
- Med disse flotte extensions skyder du genvej til flere anerkendende blikke, når du er i byen. Bestil i dag og være klar til din næste tur i klubben.
Instant gratification-CTA’er forkorter ventetiden
Samtidig kan du udnytte den ”forkortende” virkning, som instant gratification giver. Derved kan du omgå det faktum, at du måske ikke kan levere fra dag til dag i netop din webshop.
Et CTA som f.eks. ”Bestil i dag. Så kan du glæde dig til at sætte denne flotte havekrukke ud i din have om mindre end 3 dage” gør det pludselig lidt mere i orden, at havekrukken ikke kommer med posten eller fragtmanden allerede i morgen.
Har din webshop hverken superhurtig levering eller længere returret,
kan du i stedet slå på, hvor nemt det er at bestille med instant gratification.
Virker også med mange andre overskriftsskabeloner
Du kan sagtens bruge andre overskriftsskabeloner til at pifte dit call to action op med. F.eks. overskriftsskabeloner, der slår på nysgerrighed, frygt, tvivl eller taler til udbyttet. F.eks.:
- Bestil i dag og tab dig 5 kilo på 5 uger
- Undgå søvnløse nætter over uren hud. Bestil vores bumsecreme nu!
- Køb nu og se din partners reaktion, når du tager den frække chemise på
- Kan du gætte din nabos reaktion, når han ser de flotte terracotta-krukker på din terrasse? Bestil dem i dag, og find ud af det!
- Bestil med det samme og slip for flere pinlige situationer i fremtiden
Ligesom med instant gratification er de forskellige overskriftsskabeloner skabt til at vække bestemte følelser i os. Det er følelser, som vi typisk reagerer eller handler på – og det er jo netop, hvad du vil have din kunde til!
Næste gang du ser en catchy overskrift, så prøv at regne ud, om du ikke kan genbruge den til et bedre call to action. Så kan du sende de gammelkendte cta’er på pension, få større gennemslagskraft overfor kunderne og skille dig mere ud fra konkurrenterne.
Vil du have hjælp til bedre CTA’er i dine tekster, klikker du bare på Kontakt os-knappen herunder. Så finder vi sammen en plan for, hvor I får bedre CTA’er og tekster, der rent faktisk skaber salg og følgere på nettet.