De 4 støjkilder som spænder ben for din online markedsføring
Der er masser af støj i kundernes hverdag, som kan spænde ben for din online markeføring. Men der er kun en af disse støjkilder, du kan gøre noget ved – og gør du det, eliminerer du helt automatisk alle de andre. Læs med, og find ud af, hvilken støjkilde det er, og hvordan du fjerner den.
Din hverdag er fuld af støj. Fra indbakken, de sociale medier og alle mulige andre online medier, som kappes om din opmærksomhed. Og fra kollegaer, familie og venner, som også gerne vil have din opmærksomhed.
Sådan har dine kunder det også – og de har endda endnu en ekstra støjkilde at slås med, som ret effektivt kan spænde ben for, at de bliver kunder i netop din forretning.
Men lad os først se på de støjkilder, som du har til fælles med dine kunder. Det er dem, som du desværre ikke har nogen direkte indflydelse på.
Støjen fra konkurrenternes online markedsføring
Støjen fra dine konkurrenters online marketing er måske ikke den, som fylder mest i dine kunders hverdag. Men det er den, som støjer mest i forhold til de budskaber, som du gerne selv vil igennem med til dine mest potentielle kunder.
Det gælder både i søgeresultaterne, i indbakken og alle de steder, hvor kunderne møder annoncer og content marketing-tiltag fra både dig og dine konkurrenter.
Det er – for at sige det lige ud – skideirriterende. Men der er ikke så meget at gøre ved det.
Støjen fra sociale og andre online medier
Sociale og andre online medier er nok det, som støjer mest i kundernes online hverdag. Dine online marketing-budskaber konkurrerer simpelthen head-to-head med alt lige fra kattebilleder på Facebook over video-pranks på YouTube og til alle mulige, mærkelige ”ananas i egen juice”-opslag på LinkedIn.
Det meste af det er uforpligtende underholdning og spas – og det er svært at hamle op med, når du kommer med et seriøst og måske ligefrem alvorligt budskab og samtidig spørger efter folks penge.
Så denne støjkilde kan du heller ikke gøre så meget ved.
Støjen fra kundernes hverdag
Den mest nærværende støj, som din online marketing skal konkurrere med, er støjen fra kundernes hverdag. Det kan meget hurtig tage alt opmærksomheden hos dem, du gerne vil påvirke med dine budskaber.
Det handler både om alt det, folk skal nå i løbet af den helt almindelige hverdag, alle de fristende overspringshandlinger, hverdagen indeholder, og så de bekymringer, udfordringer og drømme, dine kundeemner går og tænker over på det mere personlige plan.
Igen er der ikke så meget, du kan gøre for at forhindre, at det spænder ben for dit budskab eller fjerner folks opmærksomhed fra dine produkter eller ydelser.
Støjen i din egen online marketing
Det bringer os til den sidste støjkilde. Den som kun dine kunder har. Nemlig: Støjen i din egen online marketing.
Uf, den sved!
Men du har den med garanti. Du kan bare ikke se det.
For det er klart, at du er stolt af din forretning – især hvis du selv har bygget den op fra grunden.
Lige så klart er det, at du naturligvis er dybt, dybt inde i de produkter og ydelser, som dit firma sælger.
Der er så meget, de kan, og der er så mange detaljer, du godt lige vil gøre kunderne opmærksom på. Og der er så meget du ved om brugen af det, du sælger, som du bare må fortælle dem. For så kan de da hurtigt indse, hvor meget bedre du er end konkurrenterne.
Tror du!
Problemet er bare, at det slet ikke er interessant for folk, første gang de kommer ind på din hjemmeside. For der står de oftest med et helt konkret problem, de skal have løst – eller med et symptom, som de måske ikke en gang ved, hvad skyldes.
Derfor bliver det alt for overvældende for dem, hvis du drukner dem med smarte detaljer og avanceret information om alt muligt mærkeligt, som de overhovedet ikke kan se relevansen af. Endnu.
Derfor slår den del af deres hjerne, som tager alle beslutningerne, bak. Din hjemmeside virker alt for kompliceret og forvirrende – og der er intet, som tyder på, at de kan få hjælp til det, som optager dem.
Den gode nyhed er, at den her slags støj kan du gøre noget ved!
Er du alt for passioneret og detaljeret omkring dine produkter, ydelser og viden, virker det som støj i dine kunders optik, fordi de ikke kan se relevansen og udbyttet af det, du fortæller dem.
Fjern støjen – og høst gevinsten
Den endnu bedre nyhed er, at hvis det først lykkes dig at få fjernet den støj, der er i din egen online markedsføring, eliminerer du også alle de andre støjkilder, som din online markedsføring slås med.
Fordi du virker relevant.
Tricket er at tage imod kunderne, der hvor de er rent mentalt, når de kommer ind på dit firmas hjemmeside. Det får dem til at føle sig set, forstået og – hvis du kan hjælpe dem videre – taget sig godt af.
Alene dér skiller du dig allerede ud fra dine konkurrenter.
Kan du derudover gøre det, du skriver på hjemmesiden, nemt at læse og forstå, kommer du til at fremstå endnu mere relevant og interessant for kunderne.
Så meget, at de måske kaster sig over at læse mere på hjemmesiden – og fremover bevidst vælger søgeresultater fra dit firma, hver gang de støder på dem i søgninger, som er relevante for den slags produkter og ydelser, dit firma sælger.
Kan du se, hvordan du er godt i gang med at fjerne den støj, som spænder ben for din markedsføring?
Hvordan fjerner du så støjen i din online marketing?
Skal du fjerne den støj, der er i din egen markedsføring, skal du først identificere de problemer og symptomer, som folk søger efter, når de har brug for produkter og ydelser som dem, du sælger. Og skrive om dem.
Slip af med indsigtens forbandelse
Dernæst skal du have bugt med indsigtens forbandelse. For den store viden, du har om det, du sælger og laver i dit firma, gør det svært at indse, hvad det helt præcist er, de besøgende har brug for at få at vide. Det gør det svært at overbevise folk om, at dit firma og dets produkter er det rigtige valg for dem.
Du kan kort sagt ikke se skoven for bare træer.
Så glem al din specialviden og alle de fede finesser, dit produkt har, for en stund. Og fokusér mere på det, du synes er de lavthængende frugter, som alle kender.
Sætter du den viden, du har om dine produkter og det, de kan løse for folk til et 10-tal på en skala fra 1 til 10, behøver kunderne ikke vide mere om produktet, end hvad der svarer til måske et 2‑tal på skalaen, før de er overbevist.
Jamen, ser du så ikke ”dum” ud i konkurrenternes øjne?
Jo, det kan da godt være – men det er jo ikke dem, du skal sælge noget til.
Skrot fagtermer, svære ord og tekstmure
Dernæst skal du arbejde på at gøre det, du skriver, nemt at forstå. Det gør du kort fortalt ved at:
- Bruge en fængende overskrift, som gør værdien af teksten klar for læseren.
- Bruge en underrubrik, som giver tekstens pointer og sælger teksten ind.
- Bruge mange mellemrubrikker, der opdeler teksten i overkommelige bidder.
- Fjerne tekstmuren ved at bruge mange, korte afsnit med korte sætninger i.
- Skrive det vigtigste først i hvert afsnit – og så uddybe i resten af afsnittet.
- Fjerne fagtermer og andre svære ord, som kunden måske ikke forstår.
- Undgå at bruge smarte vendinger og marketingfloskler som skarpe priser.
- Bruge visuelle og sanselige ord, som kunden nemt kan se for sig.
- Undgå at anvende abstrakte begreber, der er svære at forestille sig.
- Bruge mange bindeord, som hele tiden fører læseren videre i din tekst.
- Bruge copywriting-tricks som bucket brigades og power-words i teksten.
Samt sikre dig, at teksten har et klart budskab, som læseren nemt kan opfange og forstå.
Og så lige killer-tricket til sidst: Start teksten med at overbevise læseren om, at det du skriver om, er vigtig viden for deres ”overlevelse” eller kan beskytte dem mod eller hjælpe dem af med en fare. Så har du deres fulde opmærksomhed.
Det lyder lettere, end det er
Selvom det lyder meget logisk og indlysende, er det faktisk utroligt svært at få gjort indholdet på din hjemmeside og i din online markedsføring relevant og nemt at læse. Samt så tilpas nede på jorden, at alle kan forstå det.
Derfor er det en god idé at hyre et eksternt bureau, som dels har kompetencerne til at skrive klart og let forståeligt, og dels ikke har den store specialviden, som du selv har om det, dit firma sælger.
Derved får du et sæt friske – og tit ganske uvidende – øjne på dit indhold. Derfor kan vi stille de samme spørgsmål, som kunderne har – og kan skrive svarene, så folk kan forstå det.